lørdag den 11. oktober 2008

Endelig

Endelig en opdatering herfra. Ved ikke rigtig, hvor vi skal starte og slutte, da der er sket så meget.
Vi har haft travlt - rigtig travlt må man sige. Esther er startet i børnehave efter sommerferien og der gik noget tid med at få hende kørt ind. Jeg er startet på universitetet igen og lagde hårdt ud med intensive timer og en stor eksamen her i uge 43. Og så har der selvfølgelig som sædvanlig været hele hundelivet.
På denne side er der dog positivt nyt her de sidste dage. Vores nye kennelhjælp Vilmis fra Litauen er kommet og klarer arbejdet super. Det er en stor lettelse i dagligdagen.

Vi har været på en masse udstillinger og det er gået så godt, at vi næsten ikke kan tro det. Jeg har svært ved at nå at nævne det hele her, hjemmesiden bliver opdateret disse dage med alle nye udstillingsresultater. Men som det vigtigste kan jeg da sige, at vi har hentet 3 BIS placeringer hjem her i sommer. I Norge var vi på norsk lapphundsklubs specialudstilling hvor Macce blev bedst i racen og BIS2. Og her for et par uger siden var vi på Spidshundeklubbens udstilling i Bredsten, hvor Macce ligeledes blev bedst i racen og BIS2. Men den største sejr var dog på den internationale udstilling i Sofiero i Sverige. 5000 hunde var tilmeldt og over 50 lagottoer. Manne blev bedst i racen og som om det ikke var nok vandt han også gruppe 8. Utroligt på så stor en udstilling. Men ikke engang dette var nok. Han sluttede dagen som BIS3!!! Tænkt at blive nummer 3 ud af 5000. Ikke ilde. Her nedenunder ses et par billeder fra dagen. Og jo, vi fik kæmpeblomsterne med hjem :)





Derudover har vi haft travlt med alle hvalpene. Lille Erkki som ikke er så lille mere rejste til sit nye hjem på kennel Lapinluna i Sverige. Vi håber han bliver alt det Rebecka og Anders håber på. Derudover er de fleste lagotto hvalpe rejste hjemmefra. Den første til at tage afsted var Immanuel, der nu hedder Sydney. Han rejste til Sjælland. Det samme gjorde Julian, der nu hedder Louis. Tæt derefter fulgte Ilare som rejste til Sønderjylland, Johanna, der også rejste til Sønderjylland og nu hedder Irma samt Josias der tog den lidt længere rejse til Estland. I sidste uge havde vi besøg fra Belgien der hentede Jasper og Illustre ligesom lille Jalena rejste til Tyskland, hvor hun nu bor sammen med sin far og sin storesøster. Ina rejste ikke så langt idet hun blev her på Fyn og her i torsdags rejste så lille Jemma, der nu kaldes Frida til Århus. Nu er de kun to tilbage. Isidor skal formentlig også rejse til Belgien og lille Jasmine leder stadig efter et godt hjem.
Vi vil gerne ønske alle de nye hvalpekøbere rigtig meget held og lykke med deres nye familiemedlemmer. Håber vi kommer til at høre fra jer og at alt kommer til at gå godt.

Et nyt lille hold er allerede på vej idet Dea den 8. september fødte 6 smukke hvalpe, faderen er ingen ringere end Macce. De seks små er alle sorte med lyse aftegn og fordeler sig på 2 piger og 4 drenge. De er nu begyndt at være rigtig frække og udforsker verden i stor stil. Der er stadig et par hanner der mangler gode hjem, så kender I nogle må I gerne sige til. Jeg skal have taget lidt billeder af dem nu i disse dage, så skal jeg prøve at lægge dem ind her.

Derudover har vi lige nu Nelli ( Lapinlumon Runo ) på besøg. Hendes familie er på ferie i Spanien nede i varmen og eftersom hun er en udstationering passer vi hende her imens. Hun skal forhåbentlig snart hjem og have et kuld hvalpe hos os, så det er kun godt, hvis hun er vant til stedet. Sidste år fejrede Nelli jul med os. Det er sjovt at se, hvordan hun bare med det samme kunne genkende det hele igen. Der gik nogle timer og så opførte hun sig, som om hun har været her altid. Især er hun meget glad for at se sin mor Dea og meget nysgerrig over for sine små søskende.
Og nu vi taler om udstationering skal jeg her huske at give et KÆMPE klap på skulderen til Marianne og Ina! Ina ( Lappejentas Hertta ) er også en udstationering vi har og hun og marianne skulle for første gang på udstilling i Bredsten for at få avlsgodkendt Ina. Marianne havde trænet så flot og de to endte med at vinde det meste af det hele og få et certifikat! Der var rigtig mange lapphunde tilmeldt og det var bare så flot, når det var første gang for begge. Vi er hvert fald meget stolte :)

Jeg har sikkert glemt mindst halvdelen af alt der skulle skrives, men det må så komme lidt efter lidt. Der begynder at være mere struktur på dagligdagen igen, så jeg skulle gerne have tid til lidt hyppigere opdateringer nu.

Håber I alle trives derude og nyder efteråret!

Sarah